Det er nogen gange ikke til at tro, hvor meget livet kan ændre sig i løbet af kun et år, et halvt år, en måned eller enddog et splitsekund. Som læserne af min blog ved, mistede jeg i maj sidste år min elskede halvpart (hest) gennem mange år. Det skabte et tomrum, og selv når jeg tænker på hende så mange måneder efter, bliver jeg på én gang trist og ked, men samtidig spiller der sig et lille smil om mine læber, som jeg tænker på alle de gode stunder, vi havde sammen. Jeg valgte ikke at søge en ny halvpart med det samme for at fokusere på andre ting i en periode, mens jeg kom mig over sorgen. Derved var det ikke blot en kær ven, jeg mistede, men også en stor del af min identitet som “ridepige”. Pludselig skulle jeg finde ud af en ny virkelighed.
Men savnet og tomrummet har også skabt plads til nye ting. Til gode ting.
I tiden siden mit sidste blogindlæg har jeg taget et alvorligt kig på, hvad der oprigtigt betyder noget for mig. Jeg hjalp en i familien med at flytte fra et dårligt forhold, jeg har tilbragt tid sammen med venner og på arbejdet har jeg grint med mine fantastiske kollegaer. Jeg har fået endnu et arbejde, hvor jeg pt. er 15 timer om ugen. Jeg har for første gang sendt en roman ind til et forlag – og fik ved samme lejlighed mit første afslag. Nu er romanen til bedømmelse hos et andet forlag. Jeg har midt i det hele fået en skøn kæreste, og jeg udvikler mig på det personlige plan: Jeg tager mere hensyn til mig selv og tager mig selv og mit helbred alvorligt. Jeg har eksempelvis endelig taget mod til mig og fået fjernet mine visdomstænder. Jeg overbebyrder ikke mig selv helt så meget med opgaver, stiller heller ikke længere alt for høje krav til mig selv (for det meste), og jeg har indset, at det er helt okay at bruge en eller flere af mine sparsomme fridage på at sove længe, se film/fjernsyn, gå en tur og lave noget “ufornuftigt.” Javist, der er sikkert stadig mulighed for forbedring, og jeg får da til tider mine nedture, hvis jeg ikke når det, jeg havde regnet med, men der er længere tid imellem dem, for jeg er blevet mere realistisk med, hvad jeg rent faktisk kan nå på en given dag – og når jeg det ikke, nå ja, så løber det jo ingen vegne.
Nu føler jeg imidlertid, at jeg er klar til at starte min blog op igen. At jeg har noget at fortælle, noget på hjerte, som jeg håber kan skabe værdi for andre, fordi jeg selv finder det værdifuldt. Et sted jeg kan dele mine tanker og mine forestillinger om livet. Et helle.
Mit mål er simpelt: Jeg regner med at udgive ét blogindlæg om måneden. Det er et for mig både overskueligt og realistisk mål. Det lyder måske ikke af meget, men på et år bliver det alligevel til 12 blogindlæg og på tre år bliver det til 36. Og det har jeg det egentlig meget godt med; der skal jo også være tid til venner, familie, kæreste, arbejde og mine skriveprojekter – og selvfølgelig at slappe af og bare nyde livet 🙂