BlogNational Novel Writing Month

Foråret er kommet!

Camp NaNoWriMo 2018

Nu er der ingen tvivl længere: Det er blevet forår.

Vi er nok flere, som der har nydt det lidt lunere vejr og solen i går. Det har jeg i hvert fald, når jeg dog ikke lige har brugt tiden på at skrive mine rettelser til mit helt store projekt – Heksens Lærling – ind på computeren. For det er ikke kun foråret, som fuglene glad synger ind i disse dage. Når kalenderen siger april, betyder det nemlig også, at det er blevet tid til årets første Camp NaNoWriMo!

Måske du ikke kender Camp NaNoWriMo – og nej, det har skam intet at gøre med at gå ud et eller andet sted og sætte et telt op (selvom man da er mere end velkommen til også at gøre dette). Camp NaNoWriMo er faktisk et slags ‘online writers retreat’, hvor forfattere – om man er udgivet eller ej – sætter sig ved tastaturet og skriver. Eller ved notesbogen med en kuglepen i hånden. Eller ved tegnebordet til sin nye graphic novel eller… du har nok fanget idéen. Nå ja – og så er det helt gratis at deltage.

National Novel Writing Month

Camp NaNoWriMo er sprunget ud fra den helt store begivenhed i november, kendt som National Novel Writing Month – eller forkortet: NaNoWriMo. Det var Chris Baty, der i 1991 startede NaNoWriMo, hvor han sammen med 20 andre deltagere satte sig for at skrive en kort roman på 50.000 ord i løbet af juli måned. I dag er NaNoWriMo flyttet til at være i november måned, da denne måned er en lidt kedelig og mørk måned, hvor der ikke rigtigt sker så meget. I 2016 var NaNoWriMo vokset til at have 384.126 deltagere over seks kontinenter, der arbejdede på deres mål om at skrive en roman. Over 34.000 af deltagerne skrev minimimum 50.000 ord og kan derfor kalde sig selv vindere – jeg selv inklusive. Og udover æren, så – nej – man vinder altså ikke noget som sådan, men man har mulighed for at gøre brug af nogle ‘Winner goodies‘, såsom rabat på skriveprogrammet Scrivener, som jeg selv bruger. Siden 1991 er der kommet mere og mere til NaNoWriMo-universet: Der er et stort forum, man kan være en del af – og selvom det er mest aktivt under NaNoWriMo-månederne er der altid nogle, som bliver hængende. Der er kommet et Young Writers Program til, inklusiv utallige interne referencer og jokes (såsom The Travelling Shovel of Death og Mr. Ian Woon). Og så er der selvfølgelig kommet Camp NaNoWriMo.

Det helt specielle ved Camp NaNoWriMo, er, at man selv kan bestemme alt ved sit mål. Man angiver, hvilken genre man gerne vil skrive indenfor (uden at man absolut skal kaldes for en “rebel”): Man kan skrive alt fra fiktion, poesi, fakta og graphic novels eller man kan redigere, ligesom jeg selv gør i år. Det er muligt at sætte sit eget mål; om det skal være 10.000 eller 50.000 ord – eller om målet skal opgøres i sider, timer eller enddog minutter. Derudover kan man vælge at blive en del af en ‘cabin’, der kan indeholde op til 11 deltagere, hvor man skriver med og støtter hinanden.

Så det er måske ikke helt forkert at kalde det for en slags camp. For på sin vis er det faktisk næsten som om, man er taget ud for at campere i den spæde forårssol, der vidner om at forandring er på vej, mens aftenerne bruges på at sidde rundt om lejrbålet sammen med sine nye og gamle venner, hvor vi fortæller historier til hinanden. Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg skal bruge de fleste af mine aftener i april på.

Måske vi endda ses. Hvis ikke til denne camp – så måske til juli?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.