Dette er en revideret udgave af et af mine absolut yndlingsblogindlæg fra min anden blog, CreativeKat: Regler? Hvilke Regler?
Efter at have arbejdet og redigeret længe på mit eget store skriveprojekt, så har jeg – sikkert som så mange andre – søgt efter gode råd hos etablerede forfattere. Og det har fået mig til at tænke. Ikke kun på de råd, jeg har læst, men også på, om jeg i virkeligheden kan fortælle andre, hvordan de skal redigere deres egne tekster? Hvordan kan en udefrakommende vove at påstå, hvad passer til lige netop dig? Nej, selvfølgelig kan jeg ikke det. Kun du selv kan vide, hvad der fungerer for dig, ved at prøve dig frem. For det er også sådan, jeg har fundet ud af, hvad der fungerer for mig.
Bryd reglerne
Emnet for dette blogindlæg er til dels inspireret af en Camp Care Package fra Camp NaNoWriMo. Når man er en del af Camp NaNoWriMo får man nemlig jævnligt små, motiverende emails om at skrive. Denne emailen lød derfor således (engelsk):
”BREAK THE RULES. It’s easy to get distracted by all the “do’s” and “don’ts” of storytelling. We’ve all heard rules. Don’t use adverbs! Do use dialogue tags! Don’t start with a dream sequence! Do start close to the moment of change!
Writing is about making your own rules. No one has written your manuscript before, so no one knows what’s going to work until you show them. So, ignore the noise that says there’s a right way to write a book and find your own rules.”
Denne lille email fik mig til at tænke på, da jeg var til Bogforum. Her var der nemlig et af fremlæggelserne, der brændte sig dybt ind i min hukommelse. Desværre ikke på den gode måde. Selvom jeg er overbevist om, at fremlæggeren vidste, hvad hun havde med at gøre, så kunne jeg ikke lade være med, at blive dybt frustreret over et af rådene. Det var nemlig, at man aldrig nogensinde skulle gøre brug af klichéer. Så, hvis man for eksempel skriver fantasy, så skulle man ikke have den uhyggelige, høje troldmand med sort hår til at være skurken. Lige da jeg stod i situationen og hørte det, så var der en spinkel stemme, der blev højere og højere inde i mit hoved, som sagde: ”Jamen, hvad hvis man gør det af en god grund? Hvad hvis man skrev en historie, hvor hele omdrejningspunktet var disse klichéer? Hvorfor skulle må man så ikke gøre dette? Hvad hvis man brugte hele historien på at skrive den omtalte troldmand så han blev opfattet som ‘ond’ og at det i sidste ende viste sig, at han slet ikke var det? Derved kunne man bruge klichéerne til ens fordel.”
For mig handler det ikke om klichéerne, men om, hvordan man bruger dem. Er alting fuldstændig lige ud af landevejen og kedeligt forudsigeligt hele historien igennem? Ja, så bruges de måske for meget. Men det kunne lige så vel være måden, det er skrevet på, der gør det kedeligt – ikke på grund af klichéerne. Jeg har selv med stor glæde læst hele John Flanagans serie Skyggens Lærling, hvor stort set hver af bøgerne omhandler samme præmis og er til tider ret så forudsigelige. Men til gengæld har karaktererne distinkte personligheder, der virkelig viser sig gennem deres eventyr, og det er dem, som langt hen ad vejen gør, at jeg har lyst til at læse videre og som gør bøgerne spændende. Igennem alle de 12 bøger.
Forstå mig ret – jeg siger ikke, at man skal holde sig til klichéerne, hvis de ikke passer ind i historien. Men man skal heller ikke nødvendigvis undgå dem for enhver pris. Der skal bare være en grund til at vælge fra eller til – og sådan mener jeg, at det er med alle opsatte regler. Altså, måske lige med undtagelse af de helt fundamentale regler for retstavning og kommasætning. Jeg ville i hvert fald finde det meget forvirrende at læse en bog, hvor man havde opfundet sit helt eget grammatiske system. Men selv med de grammatiske regler, er flere af reglerne til for at blive brudt i ny og næ; det giver læseren en lille opvågning (om han er klar over det eller ej), da det også giver et brud i teksten. Man skal bare ikke gøre det hele tiden. Og så er det disse brud med de grammatiske regler, der gør, at jeg godt kan tillade mig at komme med et semikolon, starte en sætning med ’og’ eller ’men’ engang imellem, og det kan jeg nu meget godt lide.
Og tager man ikke mit ord for det, så kan man jo tage Anne Rices (engelsk):
“It’s very easy to criticize someone else’s writing. If you want an insight into how easy it is, just think of the classics you may not like personally, or how easy it is to make fun of them, or criticize them. It’s very easy for people to attack you and discourage you. Ignore them; be polite to them, but ignore them, and just keep going. Keep protecting your ideas and your work and stick with the feeling you have when you’re writing. If you enjoy what you’re writing, someone else is going to enjoy reading it someday. So just stick with that feeling; be faithful to that. Go where the pain is when you write; go where the pleasure is. Create the book that you would like to read, the book that you want to live in as a writer. Just keep going.”
– Anne Rice, forfatter til bla. En Vampyrs Bekendelser.
Lad ikke andre sætte dit lys under en skæppe. I sidste ende er det vel heller ikke dem, du skriver for – gør du? Det ved jeg i hvert fald, at jeg inderst inde ikke gør. Det er en del af det, men i bund og grund, så skriver jeg for mig. Og derfor er der ingen andre, der kan fortælle mig, hvordan jeg arbejder bedst, hvad jeg kan tillade mig eller ikke kan tillade mig at skrive om – eller hvordan, jeg skal skrive det. Men jeg lytter gerne til gode råd, og tager de råd og regler til mig, som jeg synes giver mening, og som fungerer for mig. Og så bryder jeg de regler og ignorerer rådene, når jeg synes, der er behov for det. For der er jo ingen regel, uden en undtagelse – vel?