BlogInspirationSkrivSkriveøvelser

Skriveøvelse: Kender du ham?

Pantomime Characters

Som følgere af min blog ved, deltager jeg i disse uger i Camp NaNoWriMo, hvor jeg har valgt at skrive en masse forskellige noveller: Nogle af dem er simpelthen omskrivninger af gamle noveller – nogle af dem går endda så langt tilbage som til folkeskolen, så der er selvfølgelig sket en del med min skrivestil og måde at udtrykke mig på siden da. Jeg har i sidste uge færdiggjort min anden novelle, og jeg er godt i gang med den tredje. Jeg valgte at skrive noveller for første gang under NaNoWriMo for at udfordre mig selv med forskellige stilarter, genrer, målgrupper – og ikke mindst min fantasi.

I de sidste par år har jeg primært arbejdet på ét enkelt skriveprojekt: Et stort fantasy univers, hvor jeg pt. har planlagt tre bøger. Der bliver selvfølgelig udvidet på universet løbende, og der kommer også nye karakterer til i hver bog, men jeg har alligevel gået i det sidste års tid og – ikke ligefrem bekymret mig – men været en anelse nervøs for, om det på nogen måde skulle have påvirket min evne til at skabe nye verdener og universer, for slet ikke at nævne nye karakterer, der er komplekse nok til at fungere som hovedpersoner.

De sidste tre uger har bragt denne nervøsitet til skamme. Der sker nemlig det forunderlige, at skriver du om en karakter i bare et par minutter, så kan du bagefter pludselig svare alt muligt om personen – også ting, som du slet ikke nåede at skrive ned. Jeg vil faktisk foreslå dig at lave denne øvelse, hvis du ikke har prøvet den før, for det er egentlig ret fantastisk. Det kan være en fordel at være to til at lave denne øvelse. Du sætter dig ned med computeren eller et stykke papir og blyant foran dig (ja, det kan nu også være en kuglepen). Så sætter du uret til fem minutter. I de fem minutter skal du koncentrere dig at skrive om en karakter, som du finder på lige her og nu. Du skriver karakterens navn, alder, udseende, vaner, interesser, arbejde; alt der popper ind i hovedet på dig i løbet af de fem minutter. Derefter udspørger du og din ven (såfremt I er to til at lave øvelsen) hinanden om jeres karakterer. Går personen i skole – og hvilken? Hvem er karakterens bedste ven? Hvilke dyr har karakteren? Ja, du har nok fanget idéen nu. Du kan også bruge et såkaldt “Character Questionnaire” såsom dette fra NaNoWriMo, hvis du laver øvelsen alene, eller I ikke kan finde på mere at spørge om. Og du vil opdage, at du nærmest på magisk vis kan svare på alle spørgsmålene. Det er da interessant, ikke sandt? I løbet af de fem minutter, du skrev om din helt nye karakter, har du allerede skabt dig et komplet billede af, hvem karakteren er. Og der er derfor skam ingen fare for, at han eller hende skulle mangle kompleksitet. Dette forklarer så også, hvorfor du som forfatter (in spe) pludselig kan opleve at kende hele bipersonens baggrundshistorie og uhyggeligt små detaljer, selvom karakteren i sig selv kun er til stede ganske kort, og det slet ikke er nødvendigt for læseren at kende noget til bipersonens baggrund. Er det menneskelige sind ikke fantastisk, at det sådan kan skabe alt dette ud af nærmest ingenting?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.