Uden Spejlbillede

Benjamin er ikke en helt normal dreng. Han har nemlig aldrig nogensinde set sit eget spejlbillede – for han har ikke noget. En dag opdager han, at han kan gå gennem spejlene til andre verdener.
“At jeg er anderledes end andre, har altid været ret åbenlyst. Det har altid undret mig og lagt grundlag til megen bekymret snak. ‘Hvad er han for en mærkelig én?’ spørger folk hinanden, ‘det er ikke normalt.’ Det var også grunden til, at vi flyttede. “
Følg Benjamins kamp for at passe ind og hans rejse til andre verdener i novellen Uden Spejlbillede af Katharina Bregnhoved Mortensen.
Novellen er tidligere udgivet i magasinet Himmelskibet i 2011, og kommer her i en nyrevideret udgave.
Idé
Idéen til Uden Spejlbillede udsprang fra en samtale, hvor vi snakkede om, hvad det ville betyde, hvis spejle var indgange til andre verdener. Derved ville det være ens dobbeltgænger i en parallel verden, som stod på den anden side af spejlet. På en måde ville det derfor være os selv, som stoppede os i at komme til den parallelle verden. Da jeg skrev Uden Spejlbillede bryggede jeg videre på denne tanke.
Spejlbillede
Vi kender alle vampyrer uden spejlbillede - blodsugende nattens væsner, der er gjort op af myter og sagn. I Uden Spejlbillede valgte jeg at tage et andet syn på disse myter, hvorfor det er en ellers helt almindelig dreng, Benjamin, som ikke har noget spejlbillede i et nutidigt miljø i dagens København.
Læs
Uden Spejlbillede er skrevet til folk i alle aldre, men kan især nydes af drenge i folkeskolen. Novellen er skrevet som en dagbog, hvor man følger Benjamin på sin rejse. Derfor vil man opleve overstregede ord, når Benjamin har ombestemt sig eller har stavet forkert. Under læsningen ændrer bogstavernes størrelse sig alt efter, hvor træt og frustreret Benjamin har været - og, hvor meget plads, der er tilbage i dagbogen...
Karakterer

Benjamin
Det er Benjamin, som skriver dagbogen, Uden Spejlbillede består af. Han er en helt almindelig dreng – bortset fra, at han ikke har noget spejlbillede! Vi følger Benjamin fra, han beslutter at skrive en dagbog, da han ikke kan sove efter at være flyttet til København, indtil der ikke længere er mere plads til at skrive.

Sarah
Sarah er Benjamins storesøster. Hun er ikke synderlig glad for, at de nu er flyttet til København. Hun savner sine venner, og ville faktisk slet ikke flytte!

Benjamins forældre
Vi får i Uden Spejlbillede aldrig navnene på Benjamins forældre, der er skilt. Benjamins far boede allerede i København, inden Benjamin, Sarah og deres mor flytter. De håber begge på, at flytningen kan være et nyt – og bedre – kapitel for dem alle.

Lene
Lene er en elev i Benjamins nye klasse. De bliver hurtigt venner, og tilbringer en del af deres fritid sammen. Lene er eventyrlysten og nysgerrig af natur. Hun støtter Benjamin i sin rejse og hjælper ham med at udforske, hvad det betyder, at han ikke har noget spejlbillede.

Varlaam
Varlaam er et af væsnerne, som Benjamin møder på sin rejse til verdenerne bag spejlene, og som han bliver ven med. Varlaam er en Valerius – et stort, kattelignende væsen med lysebrun pels.
Verdener

Benjamins verden
Benjamins verden er verden, som vi kender den. Uden Spejlbillede foregår i året 2010 i den periode, hvor Benjamin skriver i sin dagbog.

Verdener bag spejlene
Benjamin besøger mange forskellige parallelle verdener bag spejlene. Ens for dem alle er dog, at det vi hører fra Benjamins beskrivelser faktisk primært foregår på den samme gade i hver parallelle verden kun med undtagelse af: Varlaams verden, den vilde, overgroede verden og Benjamins egen verden. Benjamin besøger flere verdener, deriblandt: Forladte verdener, en overgroet verden og Vaarlams verden.

Vaarlams verden
Vaarlams verden er et næsten utopisk sted, hvis det ikke havde været for det hårde vejr, som den ofte er ramt af. Verdenen er beboet af nogle store katteagtige væsner, kaldet Valerier, og hvis pels rangerer i alle tænkelige farver. Valerierne er venlige og nysgerrige – og så er de vegetarer. De lever af afgrøde, som de selv sår, og den mest prestigefyldte stilling hos dem er netop de, som har med maden at gøre.