Livet synes hele tiden at gå i bølger. Nogengange er bølgerne så små, at de nærmest ikke er til at se. Tingene kommer nærmest til én uden det store besvær. Humøret er højt og livet synes… let. Man undrer sig over, hvorfor selv de mest banale ting tidligere syntes at være så svære og uoverskuelige, for nu… nu virker de bare så ligegyldige. Skænderierne og dramaet betyder ikke noget længere, for det er i virkeligheden slet ikke vigtigt. Og så er der de stormfulde dage, hvor bølgerne går højt. Humøret er lige så mørkt som skyerne, og der skal ingenting til før at ens lunte er i bund, og der udbryder brag fra den torden, der hele tiden har knitret i luften. Alle problemerne, alle dårligdommene synes at ryge lige luks ned i hovedet på én, og det virker som om, at man bærer så godt som hele verdens problemer på sine skuldre, foruden sine egne.
De såkaldte gode og dårlige nyheder, ting og oplevelser synes alle at komme samlet. Det er næsten som om, verden har besluttet sig for “nå, er det begyndt at gå godt for dig? Her er noget mere!” eller omvendt: “Nå, så du har allerede problemer med dette eller hint? Her har du lige lidt flere, du kan bekymre dig over! Vær’ så god!” Og på samme måde – som et rent sammentræf – at en blog, jeg selv følger, lige netop kom med et blogindlæg, der mere eller mindre omhandler samme emne i dag, hvor jeg selv havde planlagt, at jeg skulle skrive. Lykketræf? Tja måske. Eller også er det endnu en af verdens skøre påfund, hvor alting synes, at de skal komme samtidig i bølger.
Kan det virkelig passe, at de “gode, rare” perioder altid skal være efterfulgt af en periode, hvor ens verden nærmest synes at ramle sammen om én? Måske, måske ikke. Vi kan trods alt ikke kontrollere alt det, der sker omkring os. Vi kan ikke styre, hvad andre mennesker gør, selvom vi selvfølgelig hele tiden påvirker hinanden både på godt og ondt. Men vi kan ændre vores holdning og syn på sagerne, når bølgerne går højt. Vi kan lære ikke at tage alting så tæt på os, og at tage sorgerne på forskud. Vi kan lære, at vi kan bruge energien bedre end ved nyttesløs brokkeri (dvs. brok, hvor der ikke søges en løsning på den givne udfordring), og vi kan lære at reagere anderledes, så vi stadig kan se det spinkle lys skinne, selv i de hårdeste perioder i vores liv. Vi kan komme gennem stormen velvidende, at der på den anden side er fuldstændig blikstille. At solens stråler vil ramme os igen og lyse vores liv op.