BlogLivetTanker

Værdsættelse

Kvaliteter

Det er så ofte, at vi først for alvor værdsætter tingene, dyrene og ikke mindst menneskene omkring os, når vi mister dem. Eller sættes i udsigt til at miste dem. Det er velsagtens derfor, udtryk som Carpe Diem (Grib dagen) og Lev stærkt, dø ung findes. For livet er flygtigt og ting forgår. Det eneste, vi trods alt er sikre på her i livet, er eftersigende døden og Skat. Men måske et fokus på at ting forgår ikke behøver at være så dystert endda.

Selv har jeg her for nylig fået en sørgelig nyhed. En nyhed, der har fået mine øjne op for, hvor meget jeg tager for givet. Måske det er på tide, at vi i stedet begynder at værdsætte mere.

Ved at værdsætte nogen eller noget og at være taknemmelig over tingene i livet, opdager vi, at der er nogen og noget, som er værd at værne om. Det kan være, du finder ud af, hvor meget du rent faktisk nyder at tilbringe tid sammen med dine nære og beslutter dig for at værne om disse stunder frem for at tage arbejdet med hjem hver dag. Det kan være, det er ved at være på tide at rydde op i dit hjem eller at give dine sølvskeer en omgang med en pudseklud – ikke fordi du føler dig forpligtet til det, men fordi du gerne vil tage dig af dit hjem og dine ting. Det er trods alt personerne, dyrene og tingene, der er med til at gøre, du har et rart sted at komme hjem til. Et sted, hvor du kan slappe af og bare være dig.

Og så er det ikke mindst vigtigt at værdsætte dig selv for at være lige præcis den person, du er. At sætte pris på det, du kan tilbyde verden og dine medmennesker. Oprigtigt at se på, hvilke evner lige præcis du har. Evner som der måske ikke er nogen som helst anden i hele verden, der har, i samme kombination som du. At sætte pris på og værdsætte dit eget liv og værd, således at du også tager hensyn til dig selv og dine egne behov: Så sørg for at give dig tid til dig selv, til at slappe af og til at lære. Eller bare at være til stede og kigge ud på ingenting. Tag dig den tid, du har brug for, når du går igennem en svær periode i dit liv og lad være med at skynde på dig selv, for det er du værd. Lige meget, hvem du er eller hvad (du tror) andre siger.

Og tingene går desuden ikke det mindste hurtigere ved at skynde på dig selv, snarere tværtimod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.