Så skete det igen. Det er atter den tid på året, hvor tusindvis af mennesker over hele verden sætter sig til tasterne og træder ind i fantasiens verden. Den virkelige verden får lov til at være lidt i baggrunden, som fjerne kongedømmer, magiske objekter og the traveling shovel of death springer til live på papiret ved hjælp af det skrevne ord.
Det er blevet tid til Camp National Novel Writing Month – bedre kendt som Camp NaNoWriMo.
Som altid har jeg glædet mig utroligt meget til denne tid, for Camp NaNoWriMo er en fantastisk måde at bibeholde – eller kickstarte – sin skriverutine og fastholde motivationen dertil. Eftersom der er hele tre måneder spredt ud på året, hvor de officielle NaNoWriMo events udfoldes, finder jeg, at når en NaNoWriMo-måned nærmer sig, at det passer meget godt med, hvornår jeg selv begynder at have svært ved at holde min skriverutine, og ved at sætte et meget mere krævende mål end, hvad min sædvanlige skriverutine dikterer, formår jeg ikke bare at få utroligt meget for hånden, jeg bliver også så vant til at sætte tid af til at arbejde på skriveprojekter, at det i de efterfølgende måneder kommer næsten helt naturligt til mig (i hvert fald efter de første dage, hvor man er helt træt efter en intens måned i litteraturens land).
Men helt ulig mig – der normalt gør klar til og opretter mit skriveprojekt inde på Camp NaNoWriMo’s hjemmeside i samme øjeblik, der åbnes op for muligheden – fandt jeg først ud af denne måneds projekt på den første dag af Camp: Jeg vil prøve forskellige genrer og skriveteknikker af. Jeg vil give min skrivestil et friskt pust og udfordre min kreativitet og fantasi ved at arbejde på ikke bare én historie, men flere. I denne måned vil jeg derfor skrive – eller omskrive – op til flere noveller. Tidligere tiders NaNoWriMo’s har generelt set været ret ligetil; jeg har bare taget det skriveprojekt, jeg nu en gang har været i gang med og arbejdet endnu hårdere på det. I de sidste par år har det betydet, at jeg har arbejdet intensivt med mit store skriveprojekt på tre bind, Heksens Lærling, men da første bog i øjeblikket er hos min alfa-læser, og jeg selv allerede er i gang med stille og roligt at gennemlæse 2’eren for at sikre sammenhængen, ville jeg gerne prøve noget nyt. Og det er sikkert også derfor, jeg har været så længe om, at oprette mit projekt: Nyt kan være svært – og skræmmende. Men det er nu med en slags spændt nervøsitet, at jeg er gået i gang med det. Og jeg kan ikke vente med at se, hvilke ukendte verdener mine karakterer vil føre mig hen til. Og at lære en masse nye fiktive personer at kende.
Når du skriver, kan der nemlig ske det forunderlige, at ens karakterer virker næsten som levende, virkelige personer. Selv efter, du kun lige har skrevet et par linjer om dem, kan du pludselig opdage, at du ved alt muligt om dem: Deres hårfarve, deres øjenfarve og, hvor de gik i skole henne. Du ved, hvilken type musik de elsker, og en hel masse om deres baggrund – var deres forældre skilt? Har de nogen søskende? Hvilke ting bruger de deres fritid på? Og jo mere du skriver og kommer ind i karakterernes verden, des mere synes karaktererne, at få deres eget liv: De handler ud fra deres egen personlighed og har på det nærmeste deres egen vilje. Bevares, selvfølgelig er det i strengt taget dig, der tager beslutningerne, når du skriver, men alligevel er det som om, ordene bare flyder ud af dig, som du ser en scene udspille sig for dit indre blik. Det er nærmere som om, du beskriver, hvad der sker, end at du rent faktisk bestemmer det. Det kan da godt være, det i virkeligheden er din underbevidsthed, der fortæller dig, hvad karaktererne gør og laver, men sådan virker det ikke, når du når til dette punkt i din kreativitet og koncentration – du er i fuldstændig flow. Du hører ikke længere, hvad der sker i verden omkring dig; du opfanger det ikke. Det eneste, du ser, er, hvad der sker for dit indre blik.
Og det er dét, der gør NaNoWriMo så fantastisk.
For når du sætter dig ned og skriver så meget, som du gør i løbet af Camp NaNoWriMo, så vil din underbevidsthed på et eller andet plan hele tiden kredse om den verden, du har skabt på papiret. Du forlader den ikke rigtigt i løbet af sådan en intens skrive-måned, og du oplever mere og mere, at dine karakterer får deres eget liv – også udenfor det, du skriver ned. Du kommer længere og længere ned “down the rabbit hole.”
