BlogLivetMotivationNational Novel Writing MonthSkriv

Hvad prioriterer du i de næste 30 dage?

A goal without a plan is just a wish

I sidste blogindlæg talte vi om at prioritere: At prioritere sine gøremål, aftaler og ikke mindst sin tid. I denne måned – som nogen måske allerede ved – sætter tusindvis af forfattere, digtere og ikke mindst forfattere in spe sig til tasterne for at skrive. Forår er nemlig ensbetydende med Camp National Novel Writing Months komme, hvilket for mange af deltagerne betyder, at lige netop deres skriveprojekt bliver prioritet nummer ét!

Og hvilken fantastisk mulighed er en månedlang begivenhed som Camp National Novel Writing Month (aka Camp NaNo) ikke til at se nærmere på sine prioriteter? Under Camp NaNo må meget andet vige for at skaffe tid til at skrive, således man kan nå sit mål: At skrive X antal ord, sider, timer eller minutter. Mit mål er at skrive 50.000 ord, ligesom i den store National Novel Writing Month i november. 50.000 ord er et godt antal ord for mig: Det er et realistisk mål – jeg har efterhånden klaret det et par gange før – samtidig med, at det er udfordrende for mig. Det handler om at finde lige netop dét punkt for dig, hvor det er udfordrende, men samtidig noget du anser som værende realistisk. Mange må lade mindre vigtige opgaver og ting vente til efter (Camp) NaNo. Det kan være lade opvasken vente til en anden dag. Eller bare generelt ser hånt om rengøring eller oprydning for den sags skyld under Camp NaNo (omend mange synes at opleve en pludselig trang efter at gøre rent frem for at sætte sig ned og skrive). Måske det bliver til de lidt lettere løsninger i forhold til mad (ikke at jeg anbefaler at leve af pizza og cola hver dag, men der findes lette og sundere løsninger derude). Det kan endda være, at du indser, du må sige nej til at ses med vennerne en fredag eller lørdag aften for i stedet at skrive, fordi målet om at skrive en bog (eller dele af den) i løbet af én enkelt måned simpelthen bare er vigtigere.

Ofte så kommer hverdagen tilbage efter (Camp) NaNo: Opvasken, rengøringen og madlavningen tager atter sin sædvanlige plads på ens mentale liste over prioriteter. Du er måske igen ude med vennerne hver fredag og lørdag og drømmen om at færdiggøre bogen (eller redigere den færdigskrevne bog), kommer så langt ned på to-do listen, at du aldrig når til den. Måske drømmen ikke er at skrive en bog, men noget helt andet. Såsom at tjene nok penge til at rejse jorden rundt, bosætte dig i et andet land (eller landsdel), få et nyt køkken eller at lære noget nyt.

Selv arbejder jeg stadig med at finde ud af, hvad mine prioriteter rent faktisk er. Hvilke ting, der er noget jeg selv vil og hvilke er nogen, jeg tror, jeg “skal” fordi det anses som forventet af mig. I øjeblikket læser jeg endda en bog om, hvordan man prioriterer for at blive bedre til det (Get Your Sh*t Together af Sarah Knight, hvis nu du skulle være interesseret), men jeg ved i det mindste, at jeg mindst tre gange om året har skrivningen som min højeste prioritet i en hel måned.

Og måske det faktisk ikke er nogen helt skidt idé at have én ting som fokus eller som ens første prioritet i 30 dage. Noget, du går og drømmer om at prøve eller få gjort. Eller noget, som kan lede dig til din drøm. Lige meget, hvad drømmen er. Om det så er at skrive en bog eller at spare op til rejsen eller det nye køkken, så bliver det egentlig ret let og overskueligt, når man deler det store mål op i 30 dage – og derved 30 delmål. De 50.000 ord bliver til 1667 ord om dagen. De tusind kroner om måneden til opsparingskontoen bliver til 33,3 kroner hver dage – ikke engang en enkelt kop kaffe på de fleste caféer.

Så, hvad går du og drømmer om? Hvorfor sætter du ikke det som din første prioritet – bare i de næste 30 dage? Og se, hvor langt du faktisk kan nå ved kun at gøre ganske lidt hver eneste dag i de 30 dage. Måske du endda får lyst til at fortsætte de næste 30 dage (eller starte på noget helt nyt).

OBS: Indeholder affiliate links.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.