BlogLivet

Gør noget nyt

Gør noget nyt: Norwegian

Det er let at falde ind i gamle vaner, som dagene flyver afsted i et radbrækkende tempo. Du når måske ikke engang at stoppe op og trække vejret, og da slet ikke at se nærmere på vanerne. Nogle af vanerne har du måske kæmpet for at tilegne dig – såsom en vane med at skrive hver evig eneste dag – mens langt de fleste er mere eller mindre ubevidste. Forstå mig ret: Jeg elsker vaner og rutiner, men jeg vil personligt helst være bevidst herom. I disse dage, hvor mange enten er eller lige har været på ferie, er det en god mulighed for at træde et skridt tilbage og se nærmere på sine egne vaner. Under ferien kan man bryde dem op, dissekere dem og sætte dem sammen på nye måder, uden det har nogen større betydning for ens arbejdsliv – i hvert fald ikke lige med det samme. Det kan være, du finder ud af, at du er glad for de vaner, du har, og at der ikke er noget, du egentlig vil ændre. Men det kan ligeså godt være, du opdager, at ikke alle dine vaner og dine rutiner er lige hensigtsmæssige, og så er det blevet tid til at forme nogle nye, der kan erstatte de gamle. Og den bedste måde at gøre det på, er ved bare at gå i gang – og ved at gøre noget nyt.

Det kan være alt fra helt små vaner, du kun bruger et par minutter på hver uge, til ting, der har en stor indflydelse på dit liv. Et eksempel kunne være at begynde at bruge tandtråd – du ved, den dér ting, som tandlægen altid spørger, om du bruger, hvor du pligtskyldigt svarer “selvfølgelig,” selvom du ikke har brugt det én eneste gang i det sidste år, og sidst, du rent faktisk brugte det, var det også kun lige ugen op til sidste tandlægebesøg? En ny vane kunne være at bruge tandtråd hver dag efter du har børstet tænder. I starten skal du tænke meget over det, og du synes måske det er lidt træls, fordi det er en anelse besværligt, selvom det ikke tager synderlig lang tid at gøre, men efter et par uger gør du det helt automatisk, og en ny, god vane er blevet dannet. Eller det kan være, du gerne vil være mere effektiv på arbejdet eller med pligterne derhjemme, for de første timer af dagen synes hurtigt at forsvinde, og inden du ser dig om, så er det frokosttid og det eneste, du nåede, var at besvare mails. En let måde at tilgå den slags udfordringer på er ved for eksempel at få for vane, at du hver dag efter endt arbejdsdag skriver en kort to-do liste med de ting, du gerne vil nå den efterfølgende dag – og derudover først vælger at se på dine emails, når de vigtigste af opgaverne allerede er blevet lavet. Der er mange måder at skabe nogle nye vaner, der kan erstatte de mere uhensigtigsmæssige, men i bund og grund handler det i alle tilfælde om én ting: Om at gøre noget nyt – noget andet. At gøre noget, du ikke plejer at gøre, eller som du af den ene eller anden grund ikke har turdet gøre; hvor noget, du ikke kan forklare, har holdt dig tilbage.

Efterhånden, som jeg selv har indkorporeret nye, mere hensigtsmæssige og – for mig – værdifulde vaner og i den process har prøvet nye ting, har det også haft en anden, uventet virkning på mig. For ikke bare har jeg fundet, at de nye vaner har en positiv effekt på den ting, som selve vanen omhandler, men det har samtidig været med til at udfolde mig som menneske: Jeg er blevet udfordret (nogen gange så meget, at jeg til tider har været ved at vende mentalt om og løbe skrigende bort), og jeg har klaret disse udfordringer. Jeg er blevet modigere, for jeg har fået en større tiltro til mig selv og både mit selvværd og min selvtillid er blevet styrket. Ved hele tiden at prøve kræfter med noget nyt, forme mere hensigtsmæssige vaner og komme af med gamle, uhensigtsmæssige vaner, er jeg blevet et gladere menneske, og jeg føler, jeg er langt bedre rustet til, når der sker noget uventet eller der komme dårlige nyheder i min retning. De nye vaner betyder jo desværre ikke, at de dårlige nyheder ikke kommer, men de har hjulpet mig til at kunne håndtere det på en bedre måde. Det er ikke ensbetydende med, at det er lige præcis de samme ting, du vil opleve, efterhånden som du får set dine vaner efter i sømmene og skaber nye, da det også kan have noget at gøre med vanernes art, men selv hvis det eneste, du får ud af det, er et par nye vaner, som giver mening for dig, så er det også et ret godt udbytte, ikke sandt?

Som jeg sidder her i skrivende stund på en café i skyggen, mens jeg nyder det fantastiske sommervejr og en hjemmelavet juice, der har fået en ordentlig omgang ingefær med i købet, så den på det nærmeste brænder ned gennem halsen, virker det kun passende, at jeg taler om vaner og at prøve noget nyt. Jeg har af en eller anden grund aldrig brudt mig synderligt om selv at gå ind på en café eller en restaurant; heller ikke, hvis jeg ved, jeg skal møde nogen, der kommer lige om lidt. Så ville jeg førhen meget hellere bare blive stående udenfor og vente på, at personen kom – selv i regnvejr. Men sådan er det ikke rigtigt længere. I dag sidder jeg ikke bare alene på en café, mens der går utallige mennesker forbi, der kan tænke ligeså meget over, hvorfor jeg mon sidder alene, som de vil, jeg er også mæt og tilfreds efter for første gang at have spist alene på en café. Og ved du hvad? Det var slet ikke så slemt. Det var faktisk utrolig hyggeligt, og nu fatter jeg ikke, hvorfor jeg har haft sådan et problem med det tidligere. Det er i hvert fald ikke sidste og eneste gang, jeg kommer til at gøre det. Og om ikke så længe, skal jeg i tidspunktet for, hvornår jeg skriver dette blogindlæg, snart ud at rejse. Med fly. I de sidste par år har jeg lidt af flyskræk. Den slags hører til familien, og jeg har derfor brugt den seneste tid på at forberede mig mentalt på, at jeg skal ud at flyve igen efter ikke at have siddet i en flyver i to år. Men nu, hvor jeg har vænnet mig til tanken, er jeg faktisk ikke så nervøs for det. Jeg er snarere spændt, for jeg ved, jeg også godt kan håndtere dét, ligesom jeg har håndteret alt det andet. Jeg vil derfor gerne lave en aftale med dig: Jeg skal nok sætte mig ind i dén flyver og gøre mit for at nyde rejsen på godt og vel to en halv time, hvis du til gengæld tager et skridt tilbage og ser med friske øjne på dine vaner i hverdagen. Og lur mig, om du ikke finder nogle ting, du gerne vil ændre. Så gør noget nyt, gør noget anderledes og vid, at det med tiden også vil have en positiv effekt på andre områder af dit liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.