BlogLivetTanker

Sikken trængsel og alarm…

Jul

… det er koldt og man må gå sig varm!♩ ♫ ♪ ♩ ♫ ♪

Vi kender vist alle til travlheden, som man oplever i denne søde juletid. Der skal købes en masse gaver til både forældre, bedsteforældre og søskende, foruden måske sine fætre, kusiner og så videre. Gaverne skal pakkes ind, julemaden købes og laves, og der skal da også være tid til at lave lidt julegodter – måske nogle klejner eller brunkager – og der skal i hvert fald hænges julepynt op, købes juletræ, der skal pyntes, mens at Last Christmas
eller måske endda de nyeste julesange fra årets julekalendere blæser ud af højtalerne. Der skal spises æbleskiver og julehygges både hjemme og ude hos resten af familie, og nå ja – var der ikke også en julefrokost eller to?

Det er let at blive suget ind i julens travlhed og forventninger om, at der skal hygges en hel masse, hvilket i stedet gør at hyggen anses som noget, der skal mærkes lige meget, hvor stresset og travlt man faktisk har. Og det behøves der faktisk slet ikke. Hyggen skal nok komme, hvis man giver den den plads, som den har brug for. Den ro, som den har brug for. Ved at træde et lille skridt tilbage og undlade at deltage alt for meget i juleræset, så dukker hyggen op – helt af sig selv.

Ligeså let det er at blive suget ind i juletravlheden og forventningerne om hygge, er det at glemme, at julen ikke altid er en hyggens tid for alle. Der er mange, hvor julen ikke kun er stressende på grund af alle de ting, man skal nå, men også fordi det måske er en påmindelse af, at man ikke har nogen at tilbringe den søde juletid sammen med, eller som går igennem en svær periode i sit liv. Julen er ikke altid så sød, som den oftest gøres til – og forventes at være. Vid, at du ikke er alene, hvis det er sådan, du har det! Og vigtigere endnu; så vid at det ikke nødvendigvis altid behøver at være sådan. Om det er fordi, du udkører dig selv, fordi du har en forventning om at skabe “den perfekte jul” hjemme hos familien, eller du ikke ved, om du har en familie at holde jul sammen med, så har jeg en bøn til dig på denne lidt grå mandag: Sæt dig ned i en behagelig stilling og tag en dyb indånding. Pust langsomt ud. Luk endda øjnene, hvis du vil. Og tag så endnu en dyb indånding. Prøv at slap af i skuldrene og lad alle forventninger om julejag og -hygge forsvinde fra dit sind. Bare et lille,  bitte øjeblik. Julen behøver ikke at være billedskøn. Ja, den behøver ikke engang at være konventionel. Du behøver faktisk ikke engang at holde jul, hvis du ikke vil! Der er mange mennesker ude i verden, som ikke holder jul. Og livet bliver på ingen måde ringere af det.

Så skru dine forventninger til den perfekte jul lidt ned, læn dig tilbage og accepter, at nogengange er de letteste løsninger også de bedste. Lad ikke hele julemiddagen stå på dine skuldre i år, men uddeleger, så andre også hjælper til. Måske I ikke behøver at have gaver under juletræet i år (eller næste år), eller I kan lave “secret santa,” så du kun skal købe én gave. Måske konfekten ikke behøver at være hjemmelavet i år, eller stuen pyntet så det ligner et vinterlandskab. For handler julen ikke alligevel snarere om at være sammen med familien og de nærmeste? Nyd hinandens selskab – og så betyder det i virkeligheden ikke helt så meget om de brunede kartofler blev en anelse brændte eller om julegodterne er hjemmelavede. Og har du ingen, du deler juleaften med? Så kan du måske spørge en ven (eller en fremmed), om du må deltage i deres. For selvom det måske virker grænseoverskridende, så vil de fleste (og især, hvis det er en ven) tage imod dig med åbne arme, for julen er trods alt hjerternes fest. Eller du kan nyde juleaften alene med god mad, som du laver bare helt for din egen skyld. Gå en dejlig tur, hvis vejret er til det eller se en god film eller hør noget god musik. Brug aftenen på noget, du nyder og som du elsker at lave. Og gør det kun for dig.

Det har du nemlig fortjent.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.