Som jeg skriver dette, er jeg lige kommet hjem sen aften efter en gåtur, hvor jeg fulgtes med min ældste ven. Vi har altid kendt hinanden og har stået ved hinandens side gennem tykt og tyndt: Set hinandens op- og nedture og ved, hvordan vi er – både på vores bedste og værste dage. Vi kan komme til at snappe efter hinanden, drille eller zone ud, uden at den anden bliver ked af det, for vi ved hver især, at en uheldig, kedelig bemærkning ikke er på grund af andet end en dårlig dag eller et behov for lidt ro. Og vi ved, at vi stadig vil stå hinanden bi.
Det er på sådan nogle gåture, at vi mange gange har nogle af vores bedste snakke, og denne gåtur var ikke meget anderledes. Uden at gå for meget i detaljer, har vi begge to haft – og har stadig – vores at slås med, og dette sætter snakketøjet i gang. Og af en eller anden grund, ramte snakken her til aften mig mere end det sædvanligt gør: Min ven er nemlig overordentligt bekymret over at passe ind i mængden. Og bekymringerne er velbegrundede, for hele livet har han oplevet ikke at passe ind: At blive behandlet anderledes – forskelsbehandlet – og at der har været meget fokus på de ting, han ikke kan, frem for alt det, han godt kan – og excellerer i.
Selv har jeg altid set ham som en ligeværdig; som en ven, som en bror og familie. Vi er vokset op sammen, og jeg ved, at han kan så meget, har en masse at give og har utroligt meget at byde på. Mere end han – og desværre mange andre – giver ham anerkendelse for. Måske de ikke ser det eller ikke vil; forblændede af et label, han fik på sig som barn. Og mit indtryk er desværre, at han langt fra er et enkeltstående tilfælde, der har oplevet eller til stadighed oplever dette. Han har lært mig at se tingene fra en anden, skæv vinkel. Han har lært mig at nogengange er skørt godt, og at man skal drømme stort. Han viser mig, at det er okay at være begejstret og vise det – selv når jeg kommer til at rulle lidt med øjnene over hans nyeste påfund. Men i bund og grund er alle påfundene okay, og en måde for ham at udfolde sig på, udvikle sig og lære sig selv bedre at kende eller lære nogle nye evner undervejs – præcis ligesom jeg også selv gør ved mine nye påfund og mærkelige idéer.
Mange af de store opdagelser og opfindelser er gjort af mennesker, der tænker anderledes, kreativt og som måske kunne kaldes for særlige eller i hvert fald specielle: De fulgte (eller følger) ikke tidens normer. De var ægte overfor dem selv, den, de var og det, de elskede. De accepterede sig selv. De passede ikke ind. Så, hvorfor forsøger så mange så ihærdigt at passe ind i mængden? Hvad er det, der er så skidt ved at skille sig ud?
For mig at se, er der mere eller mindre to sider af denne sag: For på den ene side er vi desperate for at passe ind sammen med alle de andre. Eller i hvert fald sammen med vores venneflok eller kolleger på arbejdet. Vi vil ikke skille os for meget ud fra de andre, for så hører vi ikke rigtigt med i flokken. Vi er outsidere. Og samtidig vil vi også gerne stå ud fra mængden: Vi vil have vores 15 minutter af berømmelse eller skabe et navn og omdømme for os selv, så vi føler, at vi sætter en eller andet form for mærke på verden – også efter vi ikke er her mere. Men, hvordan skal vi nogensinde kunne gøre det, hvis vi passer ind i mængden? Så er der vel ingen, der lægger mærke til os – eller hvad?
Jeg skal ikke kunne gøre mig klog på, hvad svarene til spørgsmålene er. Men jeg synes, at det er ikke mindre end absurd, at vi på den ene side for alt i verden forsøger at passe ind i menneskemængden – nogen gange så meget, at vi ender med at måtte lave helt om på os selv og ændre på vores værdier, – mens vi så desperat forsøger at skille os ud og vise os frem i den individualistiske verden, vi lever i i dag.
Hvorfor kan vi ikke bare være os selv – og være okay med det?