BlogInspirationNational Novel Writing MonthSkriv

Magien i at skrive

Flow

Når det kommer til at skrive, så er der utroligt mange forskellige måder at gøre det på. Nogle planlægger i ét væk, så det hele nærmest er minutiøst planlagt, og der er aldrig nogen tvivl om, hvor historien er på vej hen. Mens andre… tja, de tager tingene lidt mere som de kommer.

På engelsk hedder det, at man er en plotter eller en pantser, og der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved begge dele: Planlægger man alt i historien på forhånd, så mindsker man selvfølgelig risikoen for plot-huller, og det gør en del af redigeringsarbejdet betydeligt nemmere, for man skriver typisk ikke så meget om alt muligt andet, der ikke leder nogen steder hen. Til gengæld så er man måske ikke helt så åben for den kreative process, der sker, når man skriver en bog, for man kan blive så fast besluttet på, at historien absolut skal foregå sådan, som man planlagde det. Jeg oplever nogle klage over, at de mister interessen for historien, eller – fordi de forcerer historien – at de ender med at finde den flad og motivationen til at skrive videre på den derfor forsvinder. Er man derimod en pantser, som der bare skriver derudad, ofte fra den ene ende af historien til den anden, så kan du til gengæld risikere at mangle retning i historien. Og du har større risiko for at gå i stå i skrivningen, fordi du simpelthen ikke har nogen anelse om, hvad der skal til at ske, og du har ingenting til at lede dig på rette vej, udover måske en vag idé om, hvad historien handler om. På den anden side, så er du utroligt åben overfor kreative indfald, og du får prøvet en masse forskelligt af, fordi du ikke har begrænset dig til absolut at skulle følge en fastlagt plan. I bund og grund handler det om at finde ud af, hvilken vej, der passer én bedst.

Selv hælder jeg mest til at være en såkaldt pantser: Jeg lader historien komme til mig, og det er i stor grad karaktererne og den verden, jeg har opbygget til dem, som driver plottet frem. Jeg har tidligere prøvet at planlægge en hel bog, men ved længere tekster, går jeg til sidst i stå, fordi mine karakterer let får deres eget liv, og så kommer jeg enten væk fra den tidligere plan eller holder så meget fast i planen, at jeg simpelthen mister mit momentum, min motivation og mit drive. Jeg har fundet, at for mig fungerer det bedst, hvis jeg bare lader historien gøre sit eller at have en kort beskrivelse af historiens plot og de nøgle-scener, jeg ved, jeg gerne vil have med. Her taler jeg ikke om noget i store detaljer, men lige et par sætninger om, hvad jeg forestiller mig skal ske. Andre gange skriver jeg en lidt mere detaljeret plan for det næste kapitel eller to, hvis jeg allerede har en idé om det i hovedet, men jeg ikke når at skrive det hele i løbet af en skrive-session. Så har jeg en retning til næste gang, jeg sætter mig ned for at skrive, hvilket ofte gør det hurtigere at komme videre med historien. Ved kortere tekster finder jeg også, at det til tider fungerer godt for mig, at have planlagt det lidt mere. Bare et par sætninger, så jeg har en idé om, hvad de forskellige dele af eksempelvis en novelle skal indeholde, selvom jeg da også nogengange skriver noveller uden en større plan. Og det er dette, når man skriver uden en større plan, at jeg oftest finder, at noget helt magisk sker. Jeg er kommet en anelse ind på det i mit tidligere blogindlæg: Skriveøvelse: Kender du ham?, hvor vi prøvede at skrive om en karakter i et par minutter, for derefter at opdage, at vi pludselig kunne fortælle meget mere om karakteren efterfølgende, når vi blev spurgt om alt muligt andet end det, vi faktisk havde skrevet om. På samme måde kan man opleve det helt fantastiske, at en novelle eller en roman udfolder sig for dig. Der kan ske det magiske, når du skriver, at du bliver helt og aldeles suget ind i historien, så det ikke længere virker som om, at du rent faktisk skriver, men at det snarere nærmest er en lille film, der udspiller sig for dine øjne: Du er i flow. Du kender måske til det som at være “in the zone.” Du har opnået den højeste form for koncentration, og den er virkelig utrolig svær at bryde for andre udefrakommende faktorer. Fingrene kører ubesværet hen over tastaturet, og selvom du måske ikke selv oplever det, som om det går synderlig hurtigt, så vil dine medmennesker opleve det sådan. Du reagerer måske end ikke på det, hvis nogen kalder dit navn, for al din koncentration og hele din opmærksomhed er rettet mod skærmen og de billeder, du ser for dig. Flow er helt kort fortalt, når du bliver så absorberet i en aktivitet (det behøver ikke nødvendigvis være at skrive), at man glemmer alt om tid og sted. Teorien om flow blev udviklet af den ungarnske psykologi professor Mihaly Csikszentmihalyi i 80’erne, og jeg kan anbefale at læse mere om det, for det er spændende læsning. Et godt sted at starte er på PositivePsychologyProgram.com, der beskriver det i meget større detaljer end jeg gør her. Når du er i detye stadie af flow, vil den verden, du skriver om på papiret, udvide sig og udfolde sig for dine øjne. Den vil blive ved med at forundre dig, og du vil pludselig få åbenbaringer omkring din verden og de karakterer, der er en del af den. Det kan være alt fra, hvorfor din karakter opfører sig som han gør, eller hvordan magien i dine karakterers verden fungerer.

Der er derfor stor grund til at prøve på at opnå dette stadie af flow. Den sørgelige sandhed er desværre, at den er flygtig og kun kommer ud fra sit skjul under bestemte betingelser.

Nogle mennesker har lettere ved at opnå flow end andre, men selv hvis du aldrig eller yderst sjældent har opnået flow, så er der stadig noget, du kan gøre, for at hjælpe det lidt på vej. Desværre er det så godt som umuligt at forcere det. Men mon ikke du kan huske tilbage til en gang, da du var barn, og var i fuldstændig flow? Jeg kan i hvert fald godt: Da jeg som barn fandt på historier eller tegnede. Eller når jeg læste, hvor jeg ofte blev så koncentreret, at jeg slet ikke opfattede det, når nogen snakkede til mig.

Eftersom flow er et stadie af koncentration, så kan du ikke opnå det, hvis du hele tiden bliver forstyrret. Minimer risikoen for forstyrrelser, så meget du nu kan. Læg din smartphone fra dig og sæt den på lydløs. Det vil være endnu bedre, hvis du sætter den på flytilstand eller “forstyr ikke” – eller simpelthen bare slukker den. Skal du bruge internettet til eksempelvis research til din bog, så kan du på Chrome bruge apps som Citrus til at blokere for adgangen til dine største tidsrøvere – såsom sociale medier – midlertidigt. Når du er i flow, balancerer du mellem, hvor stor udfordringen er og dine evner (kompetencer). Det er derfor vigtigt, at opgaven hverken er for stor eller for lille for dig. Er opgaven for stor kan du risikere at blive stresset eller ligefrem angst, men er opgaven for lille, kommer du derimod til at kede dig.

At være i flow er utroligt belønnende i sig selv, og jo mere du oplever det, når du skriver, desto oftere vil du derfor ønske at skrive. Som konsekvens vil du med stor sandsynlighed også oftere rent faktisk sætte dig ned for at skrive, og din motivation til at holde fast i dit skriveritual eller dine planlagte skrivesessioner vil blive mange gange større. Når du er i flow, så er det, du oplever, at du udelukkende skriver for skrivningens – processens – skyld. At det er for din egen skyld og ikke ‘kun’ for et langsigtigt mål om måske en dag at få det, du skriver udgivet. At være i flow giver dig ikke bare en ny og større indsigt i det, du skriver, men det giver dig også endnu større lyst til at blive ved med det. Jeg er i hvert fald selv overbevist om, at det er derfor, jeg overhovedet begyndte at skrive som barn – og, hvorfor jeg stadig gør det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.